Bedre overblik gav markant tidsoptimering for PhoneAlone.

Af
Julie Dorthea Bøge

Frygten for ikke at kunne producere nok til den hurtigt stigende efterspørgsel og levere den gode service spøgte så småt i baghovedet på Joakim Siefert i 2021. PhoneAlone havde brug for kapital for at kunne vækste og dække den øgede produktion og en kassekredit i banken virkede som løsningen.

Kreditten skulle bruges til at udløse langt større indkøb af materiale til produktion for at undgå at udviklingen gik i stå. Men den lange ansøgningsproces satte en stopper for ideen om et quick-fix.

I stedet for at smide håndklædet i ringen valgte Joakim at opsøge hjælpen på egen hånd. Han manglede et helt konkret økonomisk overblik, som han skulle bruge i processen om at søge kassekredit. Og ikke mindst en vej til at få mere overskud for at drive og vækste sin forretning.

Løsningen lå i et korrekt, løbende overblik

At være et bindeled mellem bank og revisor er ikke altid nogen nem opgave. For det kan betyde, at du som virksomhedsejer sidder med ansvaret for at få tilsendt vigtig dokumentation frem og tilbage mellem forskellige hænder. Men hvorfor bruge unødigt meget tid på at dele dine regnskabstal med revisor og bank?

Det behøver du egentlig heller ikke. Den erkendelse kom Joakim også frem til i sin søgen på overblik og overskud. I dag står PhoneAlone med helt andre kort på hånden, fordi de valgte Crediwire:

1. De har fået lettere adgang til finansiering, fordi de kan demonstrere et bedre finansielt overblik over for banken. Det har medvirket til en intensivering i produktionen og øget omsætning.

2. De har implementeret Crediwire nemt og bekvemt i løbet af få minutter. Alt de skulle bruge var en internetforbindelse, dette link og et login til deres regnskabssystem.

3. De har sparet op mod 50 % af den tid de tidligere brugte på indsamling af dokumentation og koordinering mellem bogholder og bank. 

4. De får nu mere direkte og relevant rådgivning på baggrund af løbende opdateret data. Det er blevet lettere at få en fælles forståelse for tallene, og det åbner op for, at PhoneAlone kan tage bedre beslutninger, hurtigere.

PhoneAlone har givet både bank og bogholder direkte adgang til løbende opdateret data. På den måde sikrer Joakim, at de altid har adgang til de nyeste tal, og det fjerner åget fra hans skuldre og giver bedre nattesøvn.

Hårdt slid og hjerteblod

Skulle man tegne et portræt af et succesfuldt familieforetagende, ville Familien Siefert være et godt bud. I godt 34 år producerede Kim Siefert møbler og blev en pionær inden for sit felt med en produktion drevet fra Polen. I 2019 stiftede han med sin søn, Joakim, det, der skulle blive til PhoneAlone. Det blev startskuddet på en vaskeægte far-søn-duo, hvor de hver især kunne få deres kompetencer i spil. De ville skabe et rum for ro og fordybelse. Et aflukke hvor man kunne tale uden forstyrrelser fra et åbent kontorlandskab. 

Baseret på tanken om at skabe et kvalitetsprodukt for telefon- og mødebokse til en fair pris øjnede duoen en mulighed for at gøre deres drøm til virkelighed.

Men som med så mange andre drømme, kræver en realisering ofte kapital, investeringer og hårdt slid.

Joakim tænker tilbage på processen med en eftertænksom panderynken. Etableringen af PhoneAlone har givet ham grå hår tidligere end forventet, men hvis du spørger ham, har det været alle kræfter og søvnløsheden værd. For i dag står han med sit hjertebarn foran sig og en stadigt voksende stab af medarbejdere. Og så er han tilmed blevet langt klogere på vigtigheden af finansielt overblik.

– For mig er det økonomiske overblik skelettet for hele virksomheden. Det gælder om at have styr på sin likviditet og sørge for et rent cashflow. For pludselig står du og skal betale moms eller investere i et større lager – og her er din økonomihåndtering altafgørende, fortæller Joakim.

Søvnløse nætter

Henover sommeren 2021 blev det klart for Joakim at presset på forretningen begyndte at tage til – og hvordan skulle de så få omsætningen til slå til i forhold til produktion og lønninger? Joakim tog kontakt til sin bank for at søge kassekredit. De havde brug for 500.000 kr., men havde kun et timespan på tre måneder. Sveden begyndte at pible frem på panden, mindes Joakim:

– Det er en enormt træls proces at stå i, og hverken godt for virksomheden eller en selv personligt. På det tidspunkt havde vi stærkt brug for at få sat skub i salget og sætte større produktioner i gang. Men jeg var afhængig af at få kassekredit hos banken. Hele processen om at søge kassekredit gjorde, at jeg sov dårligere om natten, og ikke kunne præstere ligeså godt på arbejdet – og det ses tydeligt på bundlinjen, når man er presset til sit yderste.

Sat i retrospekt mener Joakim, at det ville have gjort en klar forskel, hvis de på daværende tidspunkt havde haft adgang til et løbende finansielt overblik.

– Hvis vi hurtigere kan dele oplysninger mellem bogholder/revisor og bank, så fjerner jeg en del af hovedpinen med at fremskaffe vigtig information. Så har man en fælles platform, hvor alle har adgang til alt.  Så har vi skabt en situation hvor vi kan kommunikere hurtigere på baggrund af data i realtid, og det gør at vi kan tage bedre beslutninger sammen, fortæller Joakim.

Tid til det du er bedst til

Tid er en knaphedsfaktor alle kender til. For Joakim er tiden vægtet mellem ansvaret for to børn, ægteskab og hund, og et hjertebarn (PhoneAlone) som kræver mindst ligeså meget pleje og opmærksomhed som familien. Her bliver det finansielle overblik mere end en nødvendighed for at kunne holde skruen lige i vandet.

– Jeg har brug for tid til at sørge for at mine kunder er glade. Hver gang jeg bruger en ekstra time på at læse et budget igennem og skal videreformidle det til banken, taber jeg tid. Tid jeg kunne bruge på at sidde og tale med mine kunder og give dem den bedste service. Jeg taber også tid i forhold til at tænke i kreative baner, opstarte nye projekter og ideer, som fører virksomheden fremad, fortæller Joakim og fortsætter:

– Det vigtigste for enhver virksomhedsejer er, at du fokuserer på det du brænder for, hvis du skal blive en succes. Det kræver, at jeg kommer mere væk fra de opgaver jeg ikke er god til, så jeg kan bruge tid på det jeg er rigtig god til. For mig er det en bedre finansiel oplevelse, når jeg kan spare tid og samtidig få det løbende overblik jeg har brug for.

Ingen forretning uden overblik

For Joakim er adgangen til et løbende overblik vejen til mere viden og fornemmelsen af ro i maven. Og det er guld værd, når tiden er knap og kræfterne skal fordeles mellem privatliv og PhoneAlones succes.  

En væsentlig faktor som er vigtig at have for øje, er interessen blandt virksomhedsejere for økonomi og regneark. Joakim mener, at det er en generel mangelvare hos mange iværksættere. Det til trods for at det økonomiske overblik er grundstenen i det at drive en succesfuld virksomhed:

– Måske skyldes det min fars og min baggrund som økonomer, at vi har relativt hånd i hanke med budgetter, to-ugers rapporter og vores realiserede omsætning. Desværre har jeg set alt for mange knække nakken på helt basale ting som cashflow. Hvis du ikke får penge ind de næste fire måneder, hvordan klarer du dig så?

En væsentlig del af problemet ligger i, at håndteringen af økonomien bliver sidestillet med et nødvendigt onde frem for at blive set som en indgang til mere viden og dermed muligheden for at bygge en stærkere virksomhed. 

Her handler det om at få gjort sig en vigtig erkendelse som virksomhedsejer, mener Joakim:

– Man skal konstant sørge for at få frigivet tid til at holde sig orienteret om sin økonomi. På den måde kan man være mere forudseende, effektivisere sin forretning og levere en god service til kunderne.

Del data og skab bedre resultater 

Vi ved, at *89 procent ønsker at dele data med deres bank, så hvorfor ikke starte med at blive venner med tanken om, at grundlaget for at skabe en stærk virksomhed starter med adgangen til korrekt, løbende data?

*Baseret på kvalitativ undersøgelse af over 1000 kunder

For Joakim bliver det ikke længere blot ved tanken. Der er langt mere værdi at hente for alle parter, hvis de har adgang til en fælles platform for regnskabsdata i realtid.

– Med Crediwire undgår jeg at blive mellemmand og flaskehals. Min revisor, der er langt klogere på økonomien end jeg er, kan tale med banken om min økonomi på baggrund af de tal vi alle kan se. Det fjerner et åg fra min skuldre, men jeg kan stadig drage fordel af indblikket i min egen regnskabsdata, fortæller Joakim og fortsætter:

– For mig er det helt elementært, at relationen til min bankrådgiver og revisor er så gnidningsfri som muligt, og det bliver den først, når vi alle har adgang til samme system, som for eksempel Crediwire. Så bliver hele processen med at få kreditter også langt hurtigere, så jeg ikke skal stå tilbage med sved på panden, men kan bevare en overordnet ro i maven.

Er du nysgerrig på at høre, hvad Crediwire kan gøre for dig og din forretning?

Læs mere her.